Human Plant

Her på det sidste er jeg flere gange stødt på nogle mystiske væsener. En slags genetisk mutation mellem mennesker og planter.

Alle er de iklædt jakkesæt. Som et symbol på det civiliserede som de selv i svindende grad rummer indeni. Mennesket er fadet væk – plantedyret er vokset frem.

De kan ikke tale eller forstå ord – men forstår mere end de fleste og kommunikerer med kropssprog, følelser og tilstedeværelse… især tilstedeværelse.

De bringer et ordløst nærvær ind i enhver situation og inviterer til forundring. De skaber rørende og intense møder og katalyserer dybe refleksioner. De får dig til at tænke. De får dig til at føle. Du ved aldrig helt hvor du har dem, men du er ikke i tvivl om hvor de kommer fra🌱

Den ene er som en frodig efeu, der trækker fugt fra skovens kilder. Distingveret, næsten royal på en fin måde.

Inde i vildnisset havde den jeg kalder for Skovens Vogter, lagt armene om en gammel træstub. Et kort øjeblik var jeg i tvivl om den var groet ud af stubben, men på et splitsekund rejste den sig og forsvandt ind i tågen.

Den 3. plante virkede sky, og må med sin forkullede arm og brændte side, have oplevet smertelige ting... Men da den blev tryg ved mig, viste den sig at være nysgerrig og ganske finurlig, på sin egen legesyge måde.

I en skovsø dukkede sumpplanten pludselig op en aften ved solnedgang. Jeg var heldig at fange den i linsen, inden den atter forsvandt ned i søen.